Vision og værdier
Vision
Gud elsker betingelsesløst.
Vi tror, at vores opgave som kristne og som kirke først og fremmest er at være centrum for Guds kærlighed.
Den kærlighed, Gud elsker med, vil vi give videre, og vi har formuleret fire områder, vi tror, det er vigtigt at have fokus på:
- Gud: Vores åndelighed eller spiritualitet. Universets Gud vil gerne have en relation til os alle, og det er den relation, der er livsforvandlende og centrum for alt andet, vi gør.
- Os selv: Vores personlige vækst. Alt levende vokser, og hele vores liv bør være en stadig personlig udvikling. Gud har en drøm for hver enkelt menneskes liv og har givet os evner, talenter, erfaringer osv. som skal bruges på vejen mod den drøm og i vores daglige vandring mod at blive mennesker, der mere og mere afspejler det ideal, Jesus har givet os.
- Vores relationer i kirken: Kirken er en unik sammenslutning af mennesker, der har mødt Gud, og som derfor er blevet en slags familie, med en dimension som andre fællesskaber ikke har. Her findes en livsforvandlende kraft fra Gud, som sætter os i stand til at bære hinandens glæder og sorger.
- Dig: Hele verden. Det budskab, Gud kommunikerede igennem Jesus, er verdens bedste budskab, og det fortjener at blive delt med alle mennesker. Vi tror, at vi som kristne og som kirke skal dele det Gud har gjort for og i os med andre. Det forsøger vi at gøre både med ord, med kærlighed i praksis og med en tro på Guds overnaturlige indgriben.
Værdier
For Jesus
Fordi vi tror på Ham! Jesus er årsag til kirkens eksistens i første omgang, og Han er stadig den, der bygger og leder den. Han viste og viser os, hvem Gud er, og hvad Gud vil, og vi ønsker at fortsætte det, Han begyndte – i samme ånd og kraft.
For respekt
Fordi alle fortjener det! Vi ved, at ethvert menneske har uendelig værdi, er villet og skabt unikt af Gud og i Hans billede. Vi tror, vi kun kan modtage fra hinanden, når vi respekterer hinandens positioner og roller.
For potentiale
Fordi du kan! Vi tror på, at der i ethvert menneske er et enormt potentiale, som vi gerne vil anerkende, kalde frem og give gode vækstbetingelser og rum. Vi vil gerne fremme vækst og udvikling og se muligheder i stedet for begrænsninger. Din drøm kan sammen med andres blive vores drøm.
For forskellighed
Fordi vi ikke er ens! Vi er en multi-kirke med mange generationer, etniciteter og socialklasser. Vi ser forskellighed som en styrke. Både til at møde alle slags mennesker og for bedre at kunne afspejle Guds mangfoldighed.
For hverdagen
Fordi livet har flest af dem! Vi vil gerne være kirke 24/7. Der hvor vi hver især bor, arbejder og færdes. Det kristne liv skal leves ud i samspillet med alle de mennesker, vi møder. Gudstjenester er ikke kirke, men der hvor hverdagslivet mødes, opmuntres og fejres.
For generøsitet
Fordi vi ligner Gud mest, når vi giver! Vi ønsker at være generøse med vores liv, tid, ressourcer og alt andet, vi i første omgang jo har fået givet af Gud. Vi håber at blive kristne, der er kendt for ikke at være selvtilstrækkelige.
For kvalitet
Fordi vi er skabt til det! Vi ønsker at gøre vores bedste med det, vi har og vil gerne, at alt, vi har og gør, afspejler vores fuldkomne Far i himlen.
For enhed
Fordi der kun er én kirke! Uanset antallet af kirker og kirkesamfund har Gud kun én kirke på jord og kun ét hold børn. Derfor vil vi gøre vores til at fremme enhed, samarbejde og sunde relationer både i og uden for kirken. Det kristne budskab handler om fred, og vi ønsker at være kendt som fredsstiftere.
For verden
Fordi vi elsker verden! Gud sendte sin søn for at redde verden – fordi Han elskede den. Vi ønsker på alle tænkelige måder at elske mennesker, både i og uden for kirken, i vores by og i vores land. Vi ønsker også at være kirke for dem, som endnu ikke kommer i kirke og at gøre en forskel både lokalt og globalt.
For autenticitet
Fordi sandheden sætter fri. Vi ønsker at være mennesker og en kirke, der er transparente. Med ærlighed, oprigtighed og ægthed i vores forhold til Gud, overfor os selv og i vores indbyrdes relationer. Vær dig selv… alt andet er for kompliceret.
For fremtiden
Fordi den er lys! Vi tror, at Gud har en løsning på de udfordringer, det samfund, vi lever i, har, og vi tror, at kirken skal være en aktiv medspiller i den. Vi ønsker at bygge kirke for fremtiden, blandt andet med stort fokus på vores børn og unge. Vi vil tænke langsigtet og altid gøre alt for at nå den kultur og tid, vi lever i.
For livet
Fordi vi tror på et liv før døden! Vi vil være FOR livet. Positive, livsglade og med fokus på de vidunderlige muligheder, livet giver. Uden at fornægte de vanskeligheder og udfordringer livet også bringer. Vi vil også være kirke for livet, for hele livet, for alle generationer til alle tider.
Vores trosbekendelse er den oldkirkelige Apostolske Trosbekendelse som lyder:
“Vi tror på Gud Fader, den Almægtige, himmelens og jordens skaber, og på Jesus Kristus, hans enbårne søn vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. Vi tror på Helligånden, en hellig almindelig kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.”