#!trpst#trp-gettext data-trpgettextoriginal=3#!trpen#Select a Page#!trpst#/trp-gettext#!trpen#

Hvem er Gud?

Hvordan bliver jeg en kristen?

Skal man være troende? Skal man opføre sig anderledes? Skal man døbes? Findes der bestemte ritualer for at blive en kristen? Hvordan ved man, om man er en kristen?

Spørgsmålene kan være mange, når troen og det overnaturlige er ny erfaring i livet.

 

Som kristen bliver Gud en personlig relation

At blive en kristen betyder som navnet antyder, at man anerkender at der findes en Gud – ikke bare en eller mange forskellige guder, men at Jesus Kristus er Guds søn, som opstod fra de døde, efter Han døde på et kors for ca. 2000 år siden og at Han lever i dag.

Det kan lade sig gøre, uden at man har læst hele bibelen igennem eller er blevet teolog. Men det kan ikke lade sig gøre uden at Gud har talt til dig!

Kristendom er nemlig en tro, hvor Gud selv henvender sig til den enkelte. Ikke nødvendigvis med en hørbar stemme, men f.eks. gennem andre mennesker, en bog, gennem en krise, gennem en udsendelse og på mange andre måder – i hvert fald har det enkelte menneske en fornemmelse af, at Gud kalder til tro og efterfølgelse (læs f.eks. Det Nye Testamente – Romerbrevet kapitel 10 og vers 17).

Jesus siger at

”ingen kan komme til Ham, medmindre faderen (Gud) drager et menneske til Ham.”

Tro er derfor altid en respons og en reaktion på Guds personlige kald.

Den slags kaldsoplevelser er forskellige og opleves meget individuelt, fra ”stille og rolig” til helt overvældende oplevelser. Kendetegnet for alle den slags oplevelser er dog det samme: Jeg kan ikke løbe fra det indtryk, at Gud vil have en personlig relation med mig, lige meget hvordan Guds invitation opfattes som enten meget svag, skrøbeligt, uklar eller meget kraftigt og tydelig… det afgørende er fornemmelsen: Gud kalder på mig!

Ofte tager denne proces noget tid, inden man selv bliver klar over det og inden man er parat til at reagere.
Når det enkelte mennesker bliver afklaret og ønsker at svare på Guds kald og invitation, skal der IKKE mere til end et indre JA og en mundtlig bekendelse, at JESUS KRISTUS er Guds opstandne søn og Herre over alt.

Paulus siger følgende til kirken i Rom på den tid:

”Gud accepterer og giver evigt liv til alle, som i deres hjerte tror på Jesus, og som med munden bekræfter deres tro.”

Når et menneske svarer JA til på Guds kald og tror på, at Jesus Kristus er Guds søn, som kom for at forsone os med Gud, handler Gud i os og giver os et nyt hjerte.
Gud formulerer det sådan gennem Profeten Ezekiel i det Gamle Testamente:

”Jeg vil forandre jer indefra ved at give jer et helt nyt hjerte, der længes efter at gøre det rigtige, og en ny ånd i jeres indre, så I lærer at tænke på en helt ny måde. Jeg vil tage jeres gamle og stædige stenhjerte ud og give jer et nyt og lydigt hjerte.”

Det ”nye hjerte” er Guds gave til ethvert menneske, som siger JA til at Jesus er HERRE. Det er en overnaturlig handling fra Guds side. Man kan ikke fortjene sig til det eller gøre andet end at bevidst modtage den gave Gud har til os.

Når man modtager det nye liv, som bibelen også kalder det, bliver man en del af Guds familie (Hans kirke). Det er starten på et naturligt og samtidigt overnaturligt liv, da Guds Ånd (Helligånden) tager bolig i det enkelte menneske. Gud er nu nær, tæt på og med i hverdagen, med alle himmelske ressourcer til rådighed til at leve liv, hvor man ved sig elsket af Gud.

Når man er kommet til personlig tro på Jesus, vil det næste skridt være at blive døbt.
Dåben er en offentlig bekendelse og et tegn på, at jeg har indviet mit liv til Jesus – jeg tror på Ham og Han HAR givet mig nyt liv. Samtidigt er dåben en åndelig virkelighed, og det illustreres, at det gamle liv er forbi, og noget nyt er blevet til.

Når man er blevet kristen handler det om at leve i en personlig relation med Gud, hvor Guds nærvær bliver en del af hverdagen og hvor Hans tilstedeværelse forandrer vores syn på os selv, på de andre omkring os, på Gud og på denne verden.

Gud har skabt os i sit billede og til at afspejle Hans væsen. Det bliver mere og mere naturligt for os, jo bedre vi lærer Hans nåde, sandhed og godhed at kende!

Vi håber du er blevet mere interesseret i at komme tættere på Gud. Kontakt os endelig, hvis du har brug for at tale med nogen.