#!trpst#trp-gettext data-trpgettextoriginal=3#!trpen#Select a Page#!trpst#/trp-gettext#!trpen#

Bidrag økonomisk

Giv fordi det gør en forskel

En af kirkens værdier er at være ”for generøsitet”. Fordi vi ligner Gud mest, når vi giver! Vi ønsker at være generøse med vores liv, tid, ressourcer og alt andet, vi i første omgang jo har fået givet af Gud. Vi håber at blive kristne, der er kendt for ikke at være selvtilstrækkelige.

Derudover er vi en selvfinansieret forening, hvor medlemskab er gratis. Vi modtager heller ikke midler opkrævet gennem kirkeskatten. Alle kirkens aktiviteter, driftsomkostninger og humanitære arbejder finansieres derfor gennem frivillige gaver, som vi modtager fra medlemmer, gæster og andre med interesse for at støtte vores vision.

Citykirken Aarhus er med andre ord en kirke, som bygger på mange menneskers tro, vilje og gavmildhed. Vi ved at vi når længst, når vi løfter i flok. Derfor har vi også brug for dig! Med din hjælp kan vi nå endnu længere ud med budskabet om Jesus.

Sådan kan du give til kirkens arbejde

Du kan give en engangsgave eller oprette en fast overførsel på en af følgende måder:

Bankoverførsel:
Sparekassen Danmark
Reg.nr.: 9070
Kontonr: 730092

MobilePay:
36360

Gudstjenester:
På vores gudstjenester er der mulighed for at give kontanter eller med kort.

Skattefradrag

Gaver til Citykirken Aarhus er fradragsberettigede, hvis du benytter nedenstående ordninger. Skatteværdien af fradraget er ca. 25 %. Du får altså ca. en fjerdedel af din gave tilbage via SKAT.

Gaver (Ligningsloven §8A):
Det maksimale fradrag ved almindelige gaver er 18.300 kr. pr. år (2024). Ordningen forudsætter, at du ved alle overførsler påfører dit givernummer. Har du ikke et givernummer, så kontakt bogholderi@ckirken.dk for at få oprettet ét. Vi indberetter derefter din gave til SKAT og beløbet vil fremgå af din årsopgørelse. Husk at skrive det på ved fremtidige gaver.

Forpligtelseserklæring (Ligningsloven §12):
En forpligtelseserklæring er en aftale om at støtte med et fast beløb eller en procentdel af ens indkomst i mindst 10 år. Erklæringen ophører dog ved udmeldelse eller fraflytning, bare du giver os besked herom. Fordelen er, at der er mulighed for at få fradrag for større beløb – helt op til 15 % af din bruttoårsindkomst og samtidigt bliver det nemmere for kirken at planlægge og budgettere mere langsigtet.

Giv via din virksomhed
Du kan også fradrage op til 18.300 kr. pr. år (2024) via din virksomhed. I dette tilfælde skal du oplyse virksomhedens CVR-nr., hvorefter Citykirken indberetter gaven til SKAT. Indberetningen er en betingelse for fradraget, men du skal selv sørge for at oplyse om donationen i selvangivelsen.

Du kan også vælge at oprette et sponsorat, hvor du i stedet modtaget en modydelse i form af reklame. I dette tilfælde kan du som hovedregel få fradrag for hele beløbet. Er der tale om større beløb, anbefaler vi dog, at du rådfører dig med din revisor.

Betænk kirken i dit testamente

Citykirken er godkendt til at modtage testamenterede gaver uden at skulle afregne arveafgift. Vælger du at testamentere et beløb til kirken, modtager vi dermed hele beløbet ubeskåret.

30 % – reglen
Det kan i nogle tilfælde også være en fordel for dine arvinger, hvis du betænker Citykirken i dit testamente med 30 % af din formue. Citykirken betaler derefter arveafgiften for dine arvinger, som derfor kan modtage de resterende 70 % afgiftsfrit.

Opret et gratis testamente
Vi har indgået et samarbejde med virksomheden Dokument 24, hvor du gratis kan oprette et testamente online, hvis du betænker Citykirken. Du kan også kontakte dem, hvis du ønsker rådgivning om arv og testamente.

Årsrapport 2023

Ønsker du at høre mere?

Vil du høre mere om økonomi i Citykirken, fradragsregler, forpligtelseserklæringer eller sponsorater,
er du velkommen til at kontakte os på bogholderi@ckirken.dk.