Citykirken ledertrainees – velkommen til et netværk af unge ledere!
Vi som ledere i Citykirken ser det som vores fornemmeste opgave at fostre nye ledere og at investere i den næste generation. Netværk og gode relationer er en vigtig del af vores DNA. Vi glæder os til at være sammen, dele liv, arbejde, lede, hygge, inspirere og udfordre hinanden og bygge kirke sammen.
At være ledertrainee i Citykirken indebærer følgende:
1. Commitment – Du forpligter dig et år ad gangen. Du kan senere forlænge dit engagement, hvis du har lyst.
2. Du deltager i de fire årlige PULS-aftener, hvor du kan være med til lede og præge dem. På PULS arbejder vi med vores vision og værdier, og skaber en fælles kultur i kirken.
3. Du deltager (så vidt muligt) på søndagsgudstjenester i Citykirken. Sammen vil vi gerne skabe en gudstjeneste med Jesus i centrum og et godt sted for alle at finde en personlig relation til Jesus.
4. Du er med til 4 ledertrainee samlinger om året med inspiration, hygge, teambuilding, bøn, m.m. og deltager om muligt på evt. leder-og medarbejder dage i Citykirken. Vi prøver desuden at tilrettelægge en fælles studietur hvert år.
5. Du har en konkret ledelsesopgave i Citykirken. Der findes p.t. tre forskellige kategorier af ledelsesopgaver:
– At være leder i kirken (B&U, Citygrupper, lovsang, gudstjeneste, m.m.)
– At være leder af kirken (kald til at blive missionær, præst, plante kirke, m.m.)
– At være medleder på et team
Vi bestræber os på at imødekomme de forskellige behov i de tre kategorier f.eks. mere teologi for dem, som gerne vil være præst.
6. Du har regelmæssige mentorsamtaler med en præst eller en anden moden leder fra kirken, som bliver din personlige mentor.
7. Vi supplerer med forskellige tilbud efter behov f.eks. kurser, lederdage, Mosaik/AK Summit, GLS og uformelle samlinger hos en af præsterne med mad, “skyd på præsten” og erfaringsdeling.
8. Vi kommunikerer sammen via ChurchApp’en.
Kort sagt: Ledertrainees i Citykirken er unge, der leder et nyt eller eksisterende område i kirken, har regelmæssige mentorsamtaler og samles til gensidig erfaringsudveksling, træning og inspiration.
Du skal desuden være medlem af Ung MOSAIK som ledertrainee (Kontigent 75 kr. om året). Ung MOSAIK plejer at støtte vores studietur.
Den nye sæson starter søndag den 15. September 2024 kl. 17 – 21 med fælles spisning.
Vi glæder os til at se dig!
Johnny & Jürgen